Overthinking

Kender i det med at gå rundt med en masse tanker , problemer eller ting man bare gerne vil ud med??

Men at man bare ikke kan.. Det er sådan jeg har det, Jeg har rigtig svært ved at snakke om mine problemer det har jeg haft det meste af tiden, kun på et tidspunkt kan jeg huske jeg kunne snakke med nogen om det, men det blev ødelagt da tilliden ikke var som den burde være. Jeg tænker rigtig meget over de gamle minder, med alle søde venner og veninder, de gode familie tider, alt godt. Det betyder dog ikke jeg ikke tænker negativt. Lige som jeg tænker rigtig meget over det gode, på samme måde har jeg det med at sætte mig fast i fortiden. Der er flere og flere som fortæller mig, at det hele bliver bedre hvis man snakker om det, Hvad gør man hvis man ikke kan snakke om det? Jeg har feks. rigtig svært ved at skulle sætte mig ned, og snakke med en person om alt hvad jeg har inde i mit hoved. Jeg sætter andre personener før mig selv, så tit som det er muligt. Andre dage hvor jeg har gået med en masse uden at snakke om det eller det er noget jeg er blevet enten sur eller ked af det over, kan jeg desværre lade det gå ud over dem jeg elsker aller mest, dem som er der for mig og passer på mig, jeg har det lidt med at skulle skubbe dem væk. Jeg har aldrig rigtig været god til det at skulle lukke andre ind i mit liv og elske folk, for jeg har ikke selv været vant til det. Det som jeg prøver at få sagt eller skrevet her, er da jeg ikke har været vant til at folk har elsket mig, har jeg svært ved at accepter det når der rent faktisk er nogen som gør det. Hvis alting går skide godt og bare er perfekt bliver jeg bange for det, for det er ikke det som jeg kommer fra. Så vil jeg hellere skabe splid fordi jeg bliver bange. Jeg er vokset op med min far har været alkoholiker(Nu er han ædru alkoholiker, er virkelig stolt af ham) Men det har også været et tabt i min barndom, jeg havde på det tidspunkt brug for min far, men jeg følte ikke han var der, og det var noget af det som jeg blev rigtig ked af det over. Det var forfærdenligt at se ham sidde der, helt uden at forstå hvad der egenlig forgik rundt om ham. Jeg husker da jeg var yngre og jeg havde været ude at køre med min mor, vi havde en hygge dag. Det var en sommer og da vi kom hjem sagde jeg at jeg ville gå en tur. Mens jeg var ude at gå ser jeg pludselig en mand sidde der på trappen med en pose i hånden, han råbte og virkede påvirket, jeg havde virkelig ondt af at se ham sådan og tænkte over det var underligt der ikke var nogen der tog et ansvar for sådan en mand, da jeg kom tættere på, kunne jeg pludselig se at den mand, det var min egen far, og efter den dag følte jeg at det var mit ansvar at sørger for ham når han havde drukket. Jeg var virkelig ked af det og kom tit grædenede hjem til min mor og fortalte hende det. Og jo flere gange min mor fortalte min far det, jo mere ked af det blev han. Jo større blev problemet. Men jeg er VIRKELIG stolt over min far er noget fra bunden til toppen, og at jeg har fået det forhold til min far som jeg burde have! Han er den jeg bedst kan snakke med, selvom jeg har rigtig svært ved at fortælle ham mine problemer er han den eneste jeg føler som forstår mig 110 procent.