I kan ikke se det på mig som sådan, man kan se jeg er ked af det og er lidt væk fra hverdagen, altså det vil sige hvis vi sidder i en samtale, kan jeg fortælle de ting som lige er blevet sagt. Jeg er nået et punkt i mit liv, hvor jeg ikke kan overskue mere.

Jeg har været ved min læge som fortalte mig, udfra hvad vi havde snakket om, og udfra hvad han kunne se på mig, ” Du har stress, og det er noget du kommer til at kæmpe med” 
De ord har sat sig sat i mit hoved, og siden de er kommet ind, har jeg ikke kunne overskue hvad jeg skal gøre eller rigtig snakke med nogle om det, men hvad gør en pige som mig der aldrig har prøvet sådan noget før? Hvordan er det jeg skal tackle det her??

Jeg er en pige på 17 år, jeg burde ikke have stress. Hvad er det jeg har gjort for at fortjene at skulle græde hver aften, bryde i gråd når nogen kigger på mig eller snakker til mig..
Jeg har det som om jeg er lavet af glas.

Men jeg bryder tabuet, fordi jeg ikke har brækket en arm, eller fordi jeg ikke bløder. Så kan jeg faktisk godt være syg. Jeg har stress men jeg står frem med det.
Jeg er stadig lige så meget værd som alle andre, og det er ligegyldigt hvad de fejler! Vi er alle sammen SÅ meget værd, og det glemmer vi hurtigt, hvis ikke vi får det at vide.

Som en vane burde vi bare alle sammen skrive det bag øret at vi er VIRKELIG meget værd.

//Tille <3