Den lykkelige kernefamilie

Hvornår er en familie lykkelig??
mine forældre blev skilt, da jeg ikke var ret gammel. Jeg var omkring de 4 år. Jeg kan huske jeg var så ked af det fordi min mor og far skulle bo hver sit sted, hvad skulle min søster og jeg så?? Jeg kan huske jeg var misundelig på alle mine venner og veninder hvis forældre boede sammen, for nu var vi jo ikke den lykkelige kerne familie mere.. Jeg blev ved med at spørger hvorfor de ikke bare kunne flytte sammen og være lykkelige for min søster og min skyld og det blev jeg ved med i nogle år.. Nu efter nogle år har jeg endelig fundet ud af hvorfor de ikke bor sammen. Min mor, far, søster og jeg er jo stadig en stor familie med lidt ekstra familie medlemmer i. Min mor har fundet en ny kæreste og de har efterhånden været sammen i 8-9 år hvis ikke mere. Mine forældre flyttede ikke fra hinanden uden at tænkte på min søster og jeg. De gennem gik en ligeså hård periode som vi gjorde, men hvorfor skulle de blive boende sammen hvis de har det bedre og er mere lykkelig hvis de bor hver for sig? Vi er stadig en familie. De har så heldigvis valgt de bor i samme by og faktisk ikke særlig langt fra hinanden. De har begge forældre myndighed over mig og det vil betyde at jeg bor ved dem begge, en uge ved hver. I starten var det hårdt og jeg var meget ked af jeg skulle skifte hver fredag og det er jeg engang imellem stadigvæk.. Men lige pt. synes jeg det er fint, for på den måde kan jeg se dem begge og de kan se mig vokse op. Jeg er lykkelig præcis som min familie er, måske er det ikke den traditionelle kernefamilie jeg lever i. Den er måske også lidt kliche.. Jeg kan også meget bedre lide den jeg bor i, med en uge, hvor der kun er far og jeg. Og næste uge er der mor, René (Min mor’s kæreste) også mig. Min søster er flyttet hjemmefra hvilket også engang imellem er skønt,at hun ikke er der. Men for det meste tænker jeg det ville være dejligere hvis hun boede hjemme, så man kunne bruge sin energi på at drille hende præcis som hun gør ved mig.. Men hendes liv følger sin egen sti og det ved jeg mit liv også vil komme til